Om boligerne og ejendommen
|
Ejendommen er opført i 1934 for Husassistenternes Byggeforening og Alderdomshjem (HBA) med H. P. Gyllembourg Koch som arkitekt. Bygningen er i 5 etager og oprindelig med uudnyttet tagetage og indeholdt 86 1-rums, ti 2-rums og tre 3-rums boliger, alle med fælles bad og toiletter.
Ejendommen er i 2002-2003 blevet ombygget til 36 rummelige familieboliger med seks boliger pr. etage samlet omkring to nye trappeopgange med elevatorer. Den tidligere uudnyttede tagetage er nu indrettet med seks nye boliger. Ejendommens tag er udskiftet og udført med blådæmpede tegl. Vinduer og døre er nye og udført i en kombination af aluminium og træ. Hovedtrapperne er udformet med glaspartier som medvirker til at give velbelyste og imødekommende trapperum. På grund af den høje kælder, er adgangen til hovedtrapperne suppleret med trappelift således at adgangsforholdene også tilgodeser gangbesværede. Alle boliger har altan (enkelte boliger har fransk altan og et mindretal har to altaner) og i taglejlighederne er der en lille tag-altan til hver bolig.
Alle boligplaner er udformet med lys fra to eller tre sider. Hjørneboligerne, som vender henholdsvis mod nordvest og nordøst, er disponeret som de mindste boliger med to værelser (køkken/alrum samt ét værelse). Alle boliger er indrettet med et større køkken/alrum. De generelt store rum f.eks. værelser på 16-20 m2 giver i sig selv en god fleksibilitet med hensyn til varieret udnyttelse. Badeværelserne er store og rummelige, med vindue til det fri og med et bryggers som forrum med plads til en vaskesøjle. Boligernes kvalitetsniveau er generelt højt med murede og pudsede vægge, fugefri malede lofter og kvalitetsparketgulve.
I baggården er der skur til parkering af cykler og barnevogne. Ejendommen er udstyret med affaldskakte og skraldesuganlæg. Der er indrettet pulterrum til hver bolig, et fælles beboer-lokale og ejendomskontor i kælderen. |
|
|